S U P Y O G A
At tage yoga med ud på vandet kan være udfordrende, for hvordan står vi fast, når fundamentet under os er vakkelvornt? Hvordan holder vi balancen i modvind? Og hvordan kontrollerer vi kroppen på SUP-boardet, når naturen ikke sådan lader sig kontrollere? Heldigvis har du din vejrtrækning: Når du kan trække vejret, kan du finde balancen alle steder. Også på boardet. Og også i (vand)hundens stilling!
HVAD ER SUP-YOGA?
SUP-yoga er yoga udført på et SUP-surfbræt. Så simpelt kan det siges. Vi bruger SUP-brættet som flydende yogamåtte. Vi står, ligger og sidder på brættet og udøver asanas (kropsstillinger) samtidig med, at vi øger fokus på balancen og på vejrtrækningen. Se mere lige her:
HVORFOR ER SUP-YOGA SÅ GODT?
Du får brugt samtlige muskler i din krop, får bedre balance i din krop og dit sind og en god kontakt til vandet. SUP-yoga udfordrer din balance, dit mod, din muskelkontrol og dig. Rent fysisk bliver du udfordret på dine forskellige muskelgruppers styrke, din holdning og din krops balance, og din hjerne og dit nervesystems adaptationsevne og omstillingsparathed. Mentalt mærker du hurtigt, at du må acceptere at give slip på muligheden for at kontrollere alle dine omgivelser og i stedet samarbejde med de fysiske faktorer, som du KAN kontrollere; din vejrtrækning, din krop og dit bræt. Denne accept hjælper dig med at skabe åbenhed over for pludselige og nye situationer, så du nemmere kan møde livets bølgegang. Samtidig bevæger du dig i og med naturen hvilket bringer dig tættere på den og dig selv.
HVORDAN FOREGÅR DET?
Sessionerne varer ca 1.5 time og består af en kort intro til brættet på land og derefter 75 minutter yoga med fokus på styrke, smidighed og balance på vandet og en ”flydende” afspænding til sidst. Hold øje på Roskilde SUP-Yogas facebook side for sessioner.
Jeg er certificeret SUP-Yoga instruktør fra Lagoon Watersports i Brighton i 2017 men har undervist i yoga på vandet siden 2015. Bl.a. hos Roskilde Kajakpolo, Café Kanalu i Ishøj og på Nordic Yoga Festival 2019 og 2020. Se mere her:
Kontakt Astrid på 2521 9012 for flere informationer om faste sessioner eller for events - Polterabend eller gruppe-ture.